Allium – skønne prydløg

Allium, prydløg er en enorm slægt med ca. 775 arter, og der kommer hele tiden flere til, når Index Kewensis’s nyeste ”5-års plan bliver iværksat.” Sådan var det tidligere, men i dag skal man selv gå på nettet og finde nye/ændre/tilføje. Heldigvis bliver nogle af de tidligere arter ”degraderet” til varieteter eller underarter, og det kan man jo kun håbe vil vedblive, da der er så rigeligt at tage af.
Allium hører i dag til sin egen familie, Alliaceae, prydløgfamilien, men man kan stadig se dem henregnet til liljefamilien og desuden til narcisfamilien (USA).
Allium!!! Det er da noget ukrudt at samle på, kan man høre nogle sige. Af mine ca. 100 Allium, som jeg har i blomst hvert år, er ca. halvdelen ved nærmere gennemgang temmelig civiliserede. Nogle af dem er ligefrem så vanskelige – de kan ikke li’ vort klima – at de må dyrkes i drivhus, og det er især pga. af vore våde eller vore kolde vintre.

A1

Allium har mange former for løg. Nogle arter har store og runde som A. christophii eller små og runde som kepaløg, og vil man formere dem fra frø, skal man regne med, at runde løg tager tid til at blive store nok, 4-6 år, før de er blomsterdygtige. Andre Allium har ægformede løg som zittauerløg eller aflange, runde løg som purløg og porre, og de kan være blomsterdygtige i løbet af 2-3 år. Andre løg igen har mere i retning af rhizomagtige løg med kraftige rødder som f.eks. A. albovianum.
Allium er vidunderlige prydplanter, som ”har nok i sig selv”, hvis man sørger for, at de vokser godt og breder sig til en god klump. Man kan have fornøjelse af dem i 4-5 måneder pr. år, når man har tilpas mange arter til at afløse hinanden. Man må så ganske vist tage nogle af de lidt for villige med, da flere blomstrer ret tidligt på året, men så kan man bare huske at klippe blomsterstanden af inden modning, så den ikke spreder frø.
Endelig skal man huske, at alle Allium til alle tider i alle lande spises af lokalbefolkningen, selv om vi regner dem som prydplanter i haven. I vores husholdning går de altid i gryden, hvis der bliver for mange, så de er altså samtidigt nytteplanter. Man skal bare sørge for at tage dem, så snart de er oven jorden om foråret og senest, når stænglen er på vej op, da løgene ellers bliver træede og må vente til næste år.

A2

Allium’s blade er meget forskellige. De kan være trådformede, græsagtige og sivagtige især hos de mindre arter. Men selv små planter kan have ret brede blad(e), hvor blomsterstanden som regel sidder på præsenterbakke uden eller næsten uden stængel. Hos de store og større arter bliver bladene så enten smalt linieformede, ½-2 cm brede eller bredt linieformede, ofte 3-5 cm brede. De kan være ret stive i alt fald i begyndelsen, eller for nogles vedkommende bliver de slappe og kan være helt eller delvis nedvisnede, når blomsterstanden skal til at folde sig ud.
Bladene optræder i alle nuancer af grønt, hvor de hos nogle arter er gulgrønne og hos andre blågrønne, og den eneste forskel på de to bladsider er, at oversiden er skinnende, mens undersiden er mat. Kun sjældent kan bladets underside have en afvigende farve, som f.eks. hos A. karataviense.

A3

Blomsterstanden er også meget forskellig hos de mange forskellige arter, halvkugleformet eller

A4B

helkugleformet eller løst opbygget eller tætblomstret eller fåblomstret og opret som regel med 2-10 blomster.

A5

Kvastformet kan den også være eller

A6

klokkefrmet, enten med små eller lidt større klokker.
Enkeltblomsterne kan være oprette og vaseformede i udspring, og når de er udsprungne, bliver de skønne 6-tals stjerneblomster, mens de hos andre sidder så tæt, at de næsten ikke udfoldes.
Støvbladene kan rage så langt ud af blomsten, at det giver et let og luftigt indtryk, og de kan hos andre næsten ikke ses. Hos de fåblomstrede sidder de yderste blomster på lange blomsterstilke, mens de inderste er omtrent siddende, og så er der alle mellemformerne.

A7

De fleste Allium trives hvor som helst i haven, for de er ikke så kræsne med jorden, men det vil være oplagt at sætte de mindste arter, som naturligt gror i bjerge i stenbedet med sten og grus. Også fordi små planter bedst ses i forhøjede bede.

De større og store planter er fine foran og imellem i buskettet, også gerne iblandet sand og småsten, hvorimod de er i vejen i staudebedet, fordi man uvægerligt rammer ned i en klynge løg, når stauderne skal flyttes eller deles.
Allium er for det meste hårdføre, men enkelte kniber det med, så de må i drivhus. Det nemmeste er at dyrke dem i potte, så man kan flytte dem ud og ind på de rigtige tidspunkter.

For at ”holde styr” på alle disse arter, varieteter, underarter og især deres synonymer. findes et righoldigt index efter beskrivelsen af arterne.

Unless otherwise stated, the content of this page is licensed under Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 License